Kære menighed.
Vi er samlet her i dag på 14. søndag efter Trinitatis, og evangelieteksten fra Lukas fortæller os om en rørende og lærerig begivenhed, hvor Jesus helbreder ti spedalske mænd. Det er en fortælling om tro, taknemmelighed, og hvordan Guds nåde ikke bare helbreder kroppen, men også sjælen.
Jesus er på vej mod Jerusalem, og han bevæger sig gennem grænseområdet mellem Samaria og Galilæa. I dette ingenmandsland møder han ti mænd, der alle lider af spedalskhed. De står på afstand, som skikken krævede, for de var urene og udstødte fra samfundet. Med høj stemme råber de: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!” De genkender ham ikke bare som en helbreder, men som en mester, én der har magt og autoritet.
Det er vigtigt at bemærke, at disse mænd ikke beder om noget specifikt. De beder ikke eksplicit om helbredelse; de beder om barmhjertighed. Og i dette enkle råb om hjælp ser vi et udtryk for tro – en tro på, at Jesus kan gøre noget for dem, selvom de ikke præcist ved, hvad det vil være.
Jesus ser dem og siger: “Gå hen og vis jer for præsterne.” Det var påkrævet, at en præst bekræftede en helbredelse, før en tidligere spedalsk kunne genoptage sit liv i samfundet. Mændene adlyder uden yderligere spørgsmål, og mens de er på vej, bliver de alle helbredt.
Her er det vigtigt at lægge mærke til deres lydighed – de gør, hvad Jesus beder dem om, før de ser resultatet. Det er et stærkt eksempel på, hvordan tro og handling går hånd i hånd. De handlede på Jesu ord, og i den handling fandt de helbredelse.
Men så sker der noget overraskende. Af de ti, der blev helbredt, vender kun én tilbage til Jesus for at sige tak. Og ikke nok med det, han var en samaritaner – en fremmed, en som jøderne ikke normalt ville have noget at gøre med. Alligevel er det denne fremmede, der viser taknemmelighed, falder på sit ansigt for Jesu fødder og lovpriser Gud.
Jesus spørger: “Blev ikke alle ti rene? Hvor er de ni andre?” Han gør opmærksom på, at taknemmeligheden var fraværende hos dem, der måske burde have kendt bedre. Men Jesus siger til den ene, der kom tilbage: “Stå op og gå bort! Din tro har frelst dig.”
Dette er en dybere helbredelse – ikke kun af kroppen, men af sjælen. Den ene, der vendte tilbage, fandt ikke kun fysisk helbredelse, men også en åndelig opvågnen gennem sin taknemmelighed og tro.
Kære menighed, hvad kan vi lære af denne fortælling? Først og fremmest minder den os om, at vi i vores eget liv ofte modtager Guds gaver, uden at vi nødvendigvis husker at sige tak. Vi har en tendens til at tage mange ting for givet – vores sundhed, vores familie, vores hverdag. Men denne tekst opfordrer os til at stoppe op og reflektere over vores eget forhold til taknemmelighed.
Vi bliver mindet om, at Guds nåde ikke nødvendigvis er bundet af, hvem vi er, eller hvad vi har gjort, men at den strækker sig ud over alle grænser. Den samaritaner, som var fremmed og uventet, viser os, at Guds nåde er tilgængelig for alle, uanset hvor vi kommer fra.
Og vigtigst af alt, vi ser, at ægte helbredelse – den, der kommer fra tro – ofte manifesterer sig i vores evne til at være taknemmelige. Taknemmelighed er en dyb erkendelse af, at vi er afhængige af noget større end os selv. Det er en respons, der rækker ud over det konkrete og materielle, og som forvandler vores hjerter.
Lad os derfor i dag, på denne 14. søndag efter Trinitatis, tage et øjeblik til at reflektere over, hvad vi er taknemmelige for. Lad os huske, at uanset hvilke udfordringer vi står over for, så er Guds nåde altid til stede, altid tilgængelig. Må vi alle finde modet til at vende tilbage og sige “tak,” og må vores tro, ligesom den tiende mand, blive til vores frelse.
Amen.
