Der var engang en mand ved navn Peter, som altid havde frygtet alderdommen. Han huskede tydeligt sin bedstefars ord: “End at alderdommen var den værst tænkelige dom. Det har skræmt mig.” Peter havde altid troet, at alderdommen var noget frygteligt, noget man skulle undgå for enhver pris.
Men årene gik, som de har for vane, og pludselig befandt Peter sig selv på tærsklen til det, han tidligere havde frygtet så meget. Hans venner begyndte at snakke om “plejehjem” i stedet for “alderdomshjem”, som om navneændringen kunne mildne realiteten af deres aldrende kroppe og sind. “Det hedder jo ikke alderdomshjem, men plejehjem,” sagde hans ven Ole en dag med et glimt i øjet. Ole havde altid haft en evne til at finde humor i selv de mest dystre situationer.
Peter opdagede hurtigt, at alderdommen ikke nødvendigvis var den forfærdelige dom, han havde frygtet. Han begyndte at sætte pris på de små ting i livet, som han tidligere havde taget for givet. Han nød at gå ture i parken, hvor han stadig kiggede efter de unge damer – en hobby, han nok aldrig ville slippe. “Man kigger stadig efter de unge damer,” plejede han at sige med et smil. “En hobby man nok aldrig slipper, da man elsker livet på godt og ondt.”
Men det var ikke kun fornøjelserne, der fyldte hans dage. Han måtte også forholde sig til de mere alvorlige aspekter af livet, såsom tabet af sine nærmeste. Han havde mistet sine forældre, og en af hans søskende var også gået bort. Hans vennekreds blev mindre, som årene gik, og han måtte tage afsked med flere af dem, han havde delt livet med.
På trods af disse tab fandt Peter trøst i sin tro. Han vidste, at der var mere i livet end de fysiske realiteter. Hans kristne tro gav ham styrke og håb, og han fandt fred i visheden om, at døden ikke var slutningen, men snarere begyndelsen på noget nyt og smukt.
Peter lærte at værdsætte alderdommen som en tid med visdom og refleksion. Han fandt glæde i sine minder og i de enkle glæder i hverdagen. Og mens han stadig kiggede efter de unge damer og lo af Ole’s vittigheder, vidste han, at alderdommen ikke var en dom, men en naturlig del af livets cyklus. Han så frem til hver ny dag med taknemmelighed og en dyb følelse af fred.
For som Peter selv plejede at sige: “Livet er fyldt med godt og ondt, men det er netop det, der gør det så værd at leve.”
