I begyndelsen af tidernes morgen, da intetheden knap nok eksisterede, foldede skabelsens kræfter sig ud i en dans af uendelig kreativitet. I et mægtigt brag af kosmisk kraft formede Gud eller naturens uforklarlige urkraft – alt efter ens overbevisning – det univers, vi nu betragter som vores hjem.
I en guddommelig symfoni af lys og mørke, varme og kulde, skabte de himmelske væsener Jorden og himlen. Jordens grund blev lagt dybt, dens overflade formet af livgivende vande og tørre lande. Himlen, et blødt klæde af azurblå og silke, strakte sig ud over os, en uendelig hvælving fyldt med stjerner, der blinkede som guddommelige øjne.
På den første dag skiltes lyset fra mørket, og dag og nat blev født. Solen og månen blev hævet op på himlen som legemliggørelser af Guds lysende kraft.
På den anden dag skabte Gud et skel mellem himmel og hav, og atmosfæren blev født, luftens og vandets domæne adskilt fra det uendelige kosmos.
På den tredje dag lød Guds ord og jorden skabte vegetation, et blomstrende teater af farver og former, der dækkede landskabet som en dyne af liv.
På den fjerde dag fyldte Gud himlen med lysende stjerner og planeter, hver eneste en fortælling om universets mysterier og skønhed.
På den femte dag fyldte Gud himlen og havet med en mangfoldighed af skabninger, fra de flyvende fugle til de svømmende fisk, hver eneste en manifestation af Guds uendelige fantasi.
På den sjette dag formede Gud jorden, og dyr og mennesker blev født, smedet af jordens ler og Guds ånde. Mennesket blev givet ansvaret for at vogte og pleje denne skabning, en kaldelse til at være medskabere i Guds vidunderlige plan.
På den syvende dag hvilede Gud, og således blev skabelsen fuldendt, et vidnesbyrd om Guds kærlighed og visdom, som vi stadig bærer med os den dag i dag.
I dag, som vi står på tærsklen til en ny æra, kan vi stadig se Guds håndværk i hver solopgang, i hvert vindpust og i hvert ansigt vi møder. Lad os ære denne skabelsens gåde og stræbe efter at bevare og værne om den gave, vi har fået: Jorden og himlen, vores smukke hjem.
