Dagens evangelietekst præsenterer os for en fortælling om Jesu helbredende magt og troen, der bryder igennem selv de mørkeste øjeblikke. Den udspiller sig i et desperat øjeblik, hvor Jairus, en synagogeforstander, beder Jesus om hjælp til at redde sin døende datter. På vej til Jairus’ hus bliver Jesus dog afbrudt – en kvinde med en langvarig blødning rører ved hans kappe i håb om at blive helbredt. Med et enkelt berøring bliver hun helbredt, og Jesus stopper og ser hende, anerkender hendes tro og siger de livsforvandlende ord: “Din tro har frelst dig.”
Men mens dette mirakel finder sted, kommer der en besked om, at Jairus’ datter allerede er død. Det håb, han måske havde set glimte i horisonten, slukkes brat. Alligevel følger Jesus med ham, og da han ankommer til huset, siger han de mest chokerende ord til alle de sørgende: “Pigen er ikke død; hun sover.”
Jesu ord er ufattelige for dem, der står omkring ham. De har set dødens realitet; de ved, hvordan døden ser ud. Og alligevel, i denne forsamling af sorg og magtesløshed, går Jesus hen til pigen, tager hende i hånden og kalder hende til livet. Hun vågner, og dette mirakel afslører den dybeste sandhed om Jesus: Han er ikke kun den, der helbreder, men den, der giver liv på ny.
Troen som vejen gennem livets mørke øjeblikke
Denne fortælling minder os om noget essentielt i den kristne tro: Jesus er altid håbets lys, selv i vores mørkeste tider. Jairus kom til Jesus i desperation, men han handlede i tro. Kvinden med blødningen vidste, at hvis hun bare kunne røre ved hans kappe, ville hun finde heling. Deres håb og tro var det, der åbnede døren til miraklet.
Hvor ofte står vi selv i situationer, hvor vi ikke kan se vejen frem? Livet har en måde at overvælde os med tab, lidelse og usikkerhed, og vores hjerter kan let blive fyldt med fortvivlelse. Måske har vi mistet en, vi elsker, eller står overfor en sygdom, en udfordring eller en følelse af meningsløshed. Ligesom Jairus og kvinden med blødningen står vi og længes efter en hånd, der kan løfte os op. Troen er vores kald til at række ud mod Guds hånd, til at række ud og finde, at Gud allerede er der og venter på os.
Opstandelsen som en levende virkelighed
Opstandelsen er ikke bare et løfte om fremtiden; den er en virkelighed, der kan forandre vores liv her og nu. Jesu ord: “Pigen er ikke død; hun sover,” peger på en dybere forståelse af livet og døden. Jesus udfordrer vores forståelse af døden som en absolut afslutning. Døden er ikke en grænse for ham – tværtimod! For Gud er døden som en søvn, som han kan vække os fra.
Denne kraft til at oprejse Jairus’ datter er et forsmag på Jesu egen opstandelse og det håb, han giver os alle. Døden, den sidste fjende, har allerede mødt sin overmand. Jesus gik gennem døden og brød dens magt, så vi også kan vide, at selv vores dybeste tab og vores mest smertefulde oplevelser ikke har det sidste ord.
Et kald til at bringe håb og liv
Fortællingen om Jairus og kvinden med blødningen opfordrer os også til at være vidner om Guds kærlighed og magt i verden. Som kristne er vi kaldet til at være dem, der rækker hånden ud til dem, der lider, dem, der er ensomme og dem, der har mistet troen på morgendagen. Måske er det netop vores ord, vores handlinger og vores nærvær, der kan bringe et glimt af opstandelsens håb ind i deres liv.
Når vi rækker hånden ud i tro, så inviterer vi også Guds helbredende kraft til at arbejde i os. Vi inviterer Kristus til at røre ved de sår, vi bærer, og vi åbner os for at blive brugt som redskaber i hans hænder. Lad os derfor være modige i troen, lade Kristi lys skinne igennem os og vise, at Gud altid er nær – også selv når vi står i dødens skygge.
Amen.
