Kære menighed.
I dag mødes vi under temaet for den 18. søndag efter Trinitatis, og evangeliet, vi skal tage udgangspunkt i, er fra Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 34-46. Her bliver Jesus spurgt af en lovkyndig: “Mester, hvad er det største bud i loven?” Jesus svarer uden tøven: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.”
Dette enkle svar fra Jesus bærer en dyb sandhed. De to bud, Jesus nævner, er så fundamentale, at de omfatter hele loven og profeterne. Men hvad betyder det for os i dag at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind – og hvad vil det sige at elske vores næste som os selv?
Lad os først dvæle ved det første bud: Kærligheden til Gud. Vi kan nemt misforstå denne kærlighed som noget, vi skal præstere eller frembringe ved egen kraft. Men Guds kærlighed er ikke noget, vi skaber – den er en gave, vi modtager. Den kommer først til os fra Gud. Vi elsker, fordi han først har elsket os. Når vi overgiver os til Guds kærlighed, får vi lov til at se verden, os selv og vores næste med nye øjne. Det er en kærlighed, der kalder os ind i en relation til Gud, som giver os styrke til at elske andre.
Men vi må erkende, at denne kærlighed ofte er udfordrende. Vi lever i en verden, hvor selvkærlighed, egoisme og materialisme frister os til at sætte os selv først. Vi bliver fanget af frygt, mistillid og adskillelse, som skaber afstand til både Gud og vores medmennesker. Det er netop her, det andet bud kommer i spil: “Elsk din næste som dig selv.”
At elske sin næste som sig selv lyder som en enkel opgave, men det kræver mod og vilje til at se vores næste som Gud ser dem – med alle deres fejl, svagheder og styrker. I den moderne verden bliver vores kærlighed ofte betinget af, hvad vi kan få ud af relationen. Men den kærlighed, Jesus taler om, er en ubetinget kærlighed, der sætter den anden først.
Men hvordan gør vi dette? Hvordan elsker vi vores næste i en verden, hvor uenighed og splittelse synes at være normen? Først og fremmest må vi huske på, at kærlighed ikke altid handler om følelser. Det handler om handling. Det handler om at vise barmhjertighed, venlighed og forståelse – selv når vi ikke føler det.
I mødet med vores næste – hvad enten det er vores nabo, vores kollega, eller endda en fremmed – bliver vi kaldet til at være vidner om Guds kærlighed. Ikke gennem store, heroiske handlinger, men ofte gennem små daglige gerninger: et smil, en hjælpende hånd, en venlig bemærkning. Når vi viser kærlighed til vores næste, viser vi samtidig vores kærlighed til Gud. For som Jesus siger, hvad vi gør mod de mindste af hans brødre, det gør vi også mod ham.
Men måske sidder du her i dag og tænker: Hvordan kan jeg overhovedet leve op til disse to store bud? Hvordan kan jeg både elske Gud af hele mit hjerte og elske min næste som mig selv? Svaret er, at vi ikke kan gøre det alene. Vi er afhængige af Guds nåde og Helligåndens vejledning for at kunne elske på denne måde.
Helligånden er den kraft, der arbejder i os, når vi stræber efter at leve i kærlighed. Den minder os om Guds kærlighed til os og giver os styrken til at række ud mod vores næste. Helligånden opmuntrer os til at overvinde vores frygt, vores fordomme og vores selvoptagethed, så vi kan elske som Gud elsker.
Når vi indser, at kærligheden til Gud og næsten ikke er to separate bud, men uløseligt forbundet, begynder vi at se, hvordan Guds rige allerede er iblandt os. Når vi lever i kærlighed, bringer vi en smule af Guds rige ind i verden.
Kære venner, lad os denne søndag huske, at vi er kaldet til at elske. Ikke med vores egen begrænsede kærlighed, men med Guds grænseløse kærlighed. Lad os åbne os for den kærlighed, lade den fylde vores liv, og lad os bære den videre til vores næste. For i kærlighedens lys bliver vi alle forenet som Guds børn.
Amen.
