Kære menighed.
I dag samles vi for at overveje Guds dybtgående tilgivelse og den helbredelse, der kan strømme ind i vores liv, når vi tager imod Hans nåde. Vi har læst i Mattæus’ evangelium om en lam mand, der blev bragt til Jesus. Det særlige ved denne historie er, at Jesus ikke blot helbredte mandens legemlige svaghed, men han adresserede først og fremmest mandens åndelige behov.
Jesus siger til den lamme mand: “Vær frimodig, min søn, dine synder er dig forladt.” Disse ord af tilgivelse går dybere end den umiddelbare fysiske helbredelse. De taler til mandens hjerte og ånd, og de taler til os alle. Vi lever i en verden, hvor vi hurtigt kan se og bedømme det fysiske og det ydre, men Jesus ser dybere. Han ser det, vi allerhelst vil skjule for andre og måske endda for os selv. Vores synder, vores fejl, vores brudthed.
Jesus’ handling viser, at tilgivelse og fysisk helbredelse ofte hænger sammen. Da de omkringstående tvivlede på Jesus’ autoritet til at tilgive synder, helbredte Han også manden for at vise, at Han er Herren, ikke kun over det fysiske men også over det åndelige. I vores eget liv kan vi også opleve, at når vi tager imod tilgivelse, kan det lede til en form for helbredelse, ikke kun åndeligt, men også emotionelt og fysisk.
Hvad betyder dette for os? Som kristne er vi kaldet til ikke kun at søge Guds tilgivelse for os selv, men også at bringe denne tilgivelse og fred til andre. Vi er kaldet til at være formidlere af nåde, til at hjælpe andre med at finde helbredelse gennem Kristus. Det kræver, at vi ser mennesker, som Jesus ser dem – ikke som definieret af deres sygdom, deres status, eller deres synd, men som elskede børn af Gud.
Amen
