Forside Præken Alle helgens dag

Alle helgens dag

Alle helgens dag er en dag, hvor vi mindes og hædrer dem, der er gået bort. I mange kirker tænder vi lys og nævner de navne, som ikke længere er iblandt os. Det er en dag, hvor sorgen og håbet mødes, og vi bliver mindet om, at selvom døden kan føles som en afslutning, rækker troen ud mod et løfte om evigt liv.

Når vi tænder lys, er det som et symbol på, at de mennesker, vi har mistet, stadig skinner for os. De lys, der bliver tændt, repræsenterer dem, som har betydet noget særligt i vores liv – dem, vi har elsket, og som har elsket os. De repræsenterer de bånd, vi har knyttet til andre mennesker, og som selv døden ikke kan bryde.

Vi læser i Bibelen fra Johannes’ Åbenbaring, hvor vi får et blik ind i himlens herlighed. Johannes skriver om en stor skare, klædt i hvide klæder, der står foran Guds trone og hylder Ham. Det er et billede på, at vores elskede døde ikke er forsvundet ud i intetheden, men er en del af noget større. I troen kan vi finde trøst i, at de, der er gået bort, er kommet hjem til Gud. Johannes’ syn viser os et håb – en påmindelse om, at døden ikke er det sidste ord.

Men Alle helgens dag er også en dag, hvor vi må tillade os at sørge. Sorgen er en del af kærligheden. Hvis vi ikke elskede, ville vi heller ikke sørge. Det er vigtigt, at vi giver plads til de følelser, vi har, og ikke lader som om, alt er, som det plejer. Sorgen viser os, hvor meget et menneske har betydet. Jesus selv sørgede, da hans ven Lazarus døde, og han græd med dem, der havde mistet. Det viser os, at Gud er med os i vores sorg – Han ser vores tårer og går med os igennem mørket.

Vi bliver i dag mindet om, at vi lever i håbet om, at døden ikke er afslutningen. Vi tror på, at Jesus Kristus overvandt døden, og at han banede vejen for et liv efter døden. Det giver os håb, selv når mørket føles tæt. Jesus siger: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”

Alle helgens dag kalder os også til at se på vores eget liv og spørge, hvordan vi ønsker at blive husket. Hvad vil vi efterlade, når vores tid kommer? De mennesker, vi mindes i dag, har på hver deres måde sat spor, og deres kærlighed lever videre i os. Måske kan vi lære af dem og lade deres liv inspirere os til at leve med kærlighed, nåde og trofasthed.

Så lad os tænde lysene og mindes. Lad os give plads til både sorgen og håbet. Og lad os leve vores liv i kærlighed til Gud og hinanden, med visheden om, at en dag vil vi alle være forenet i Guds lys.

Amen.