Kære menighed
I dag samles vi på denne 13. søndag efter Trinitatis for at reflektere over en af de centrale fortællinger i det kristne budskab – næstekærlighedens betydning og den grænseløse kærlighed, vi er kaldet til at udvise overfor vores medmennesker.
Evangelieteksten til denne søndag er lignelsen om den barmhjertige samaritaner, en fortælling, der udspiller sig i en tid og et samfund, hvor samaritanske og jødiske forhold var præget af fjendskab og mistillid. Jesus bruger denne fortælling til at illustrere en dybere sandhed om Guds rige og vores kald som kristne.
Lignelsen begynder med en lovkyndig, der spørger Jesus: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarer med at spørge ham, hvad der står i loven. Den lovkyndige citerer da: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus bekræfter, at dette er det rette svar. Men så kommer spørgsmålet, som fører os til kernen af dagens budskab: “Hvem er min næste?”
Det er her, Jesus fortæller lignelsen om den mand, der falder i hænderne på røvere på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Han bliver slået halvt ihjel og ligger forladt på vejen. Først passerer en præst, dernæst en levit – begge mænd, der burde være eksempler på fromhed og næstekærlighed. Men de går forbi uden at hjælpe. Til sidst kommer en samaritaner forbi. Samaritanske folk blev set ned på af jøderne og betragtet som uønskede. Alligevel er det denne samaritaner, som stopper, forbarmer sig over manden og tager sig af ham.
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er ikke blot en fortælling om at gøre det gode. Den udfordrer os til at se ud over vores egne fordomme og forbehold. Den minder os om, at næstekærlighed ikke har nogen grænser – den er ikke begrænset af nationalitet, religion eller sociale bånd. I Guds rige er der ingen “os” og “dem” – kun en stor menneskelig familie.
Men hvad betyder dette for os i dag? Hvem er vores næste i vores moderne verden?
Vores næste er den hjemløse, vi møder på gaden, den ensomme nabo, der savner selskab, og den fremmede, der kommer til vores land i håb om et bedre liv. Vores næste er ikke kun dem, der ligner os, eller dem vi naturligt føler os knyttet til. Nej, vores næste er enhver, der har brug for hjælp, uanset hvem de er, eller hvor de kommer fra.
Når vi reflekterer over lignelsen, må vi også spørge os selv: “Hvordan reagerer jeg, når jeg møder en, der har brug for hjælp? Går jeg forbi som præsten og levitten, eller stopper jeg op som samaritaneren?” Dette er ikke altid let. Det kræver mod at bryde med vores egne bekvemmeligheder og fordomme. Men dette er præcis, hvad Jesus kalder os til – at handle i kærlighed, selv når det er svært, selv når det udfordrer vores egen tryghed.
Som kristne er vi kaldet til at være lyset i en verden, der ofte kan virke mørk og hård. Vi er kaldet til at være vidner om Guds kærlighed ved at elske vores næste som os selv. Dette er kernen i det kristne budskab, og det er denne kærlighed, der har kraften til at forvandle verden.
Lad os derfor, på denne 13. søndag efter Trinitatis, bede Gud om at give os styrke til at se vores næste i alle mennesker, til at række ud med barmhjertighed og kærlighed, og til at være det lys, som verden så desperat har brug for.
Amen.
